Politikmageri

Af Steen Steensen


Danmark har oplevet store omvæltninger de sidste 50 år. Hele vores sociale struktur er på mange måder er rykket op med rode. Denne forskydning i samfundet har været undervejs siden 1960erne.


Nye magthavere er kommet til og hæderkronede erhverv er påført forlis og ydmygelser. I en kamp om magten er der vindere og tabere. Vinderne vifter med eksamensbeviser og embedstitler. Taberne er arbejderne , håndværkerne og selvstændige erhvervsdrivende, der fremstiller de materielle goder i stor stil, men frugterne glider dem af hænde. Af vinderne kommer en stor del fra de højere læreranstalter.


Et bogligt borgerskab er rykket mod toppen og uddannelse udvikler på den måde magt og klasseforskelle. Universiteterne føder altså et nyt aristokrati og en ny overklasse udklækkes. Derfor kan dele af de lange og teoretiske uddannelser være skelsættende og dermed gøre uddannelse klassedannende. Når en ny herrestand kommer til magten vil den selvfølgelig skabe et samfund i sit eget billede. Det felttog lykkedes for de intellektuelle. I dag behersker de den politiske arena. Både regeringsrollen og oppositionsrollen kontrolleres.


Ikke alle skal kæmmes over en kam, men overordnet som klasse, regner de intellektuelle ikke de økonomiske frihedsrettigheder for noget, ligesom klassen ikke udpræget er storaftager af hårdt fysisk arbejde. Selveje , konkurrence og risiko står ikke på studenternes ønskeseddel. Øverst på deres ønskeseddel står embeder, og skriveborde efterlyses. Men heller ikke her skal alle kæmmes over en kam. Dansk erhvervsliv nyder heldigvis godt af mange dygtige højt uddannede, der trodser klassens uvilje mod markedskræfternes selvregulerende mekanismer, og dygtigt medvirker til at drive danske virksomheder. De intellektuelle bryder sig ikke om markedskræfternes selvregulerende mekanismer. De vil hellere suge næring af politik, bureaukrati og skatter. De lever i princippet af andres arbejde og det er ulykken.


Taberne er markedets aktører. Produktive lønmodtagere og private virksomheder løbes over ende , når det offentlige apparat ruller frem; Næringsfriheden udhules. Antallet af selvstændige falder i samme takt. Selvejerkulturen er frataget autoritet og status. Demokratiets egentlige bærer svækkes. Producenterne og arbejderne fremstiller varer og goder i stor mængde og kolossal velstand skabes. Men kapitalen inddrages af den politiske klasse. De mennesker der tilvejebringer samfundets materielle værdier udbyttes.

De intellektuelles ideologier.

Ingen klasse kommer til magten uden ideologiske kampagner. Tre ideologier bragte de intellektuelle til fadet, nemlig uddannelses-ideologien, social-ideologien og natur-ideologien. Uddannelse er forudsætningen for det boglige borgerskabs sociale autoritet. Men det er i embedet, at magten udøves.


Boglige studier koster mange penge, og da skolegangen er gratis overføres rigtig mange penge fra den arbejdende befolkning til modtagerne af de lange teoretiske uddannelser. Når studierne er afsluttet, står klassevennerne i det politiske parat med et embede.


Ligeledes er der embeder, magt og penge i Social- ideologien. Jo flere klienter, des flere bevillinger og des flere embeder og forfremmelser. En professionel godhedsindustri sørger for retfærdiggørelsen. Profitten i natur- ideologien må frem for alt ikke undervurderes. Økologismen holdt sit indtog i Danmark i 1968. På dette tidspunkt var landet renere , grønnere og sundere end på noget andet tidspunkt i historien. En nederdrægtig propaganda fra politikmagerne, Danmarks Radio, og miljøorganisationerne vendte imidlertid op og ned på sandheden. Intellektuelmagten fremførte uden blusel, at samfundet var ved at gå til i røg, støj og møg. Den produktive befolkning tildeltes skylden for de påstående ulykker.- Konfliktmønstret var til at få øje på. De intellektuelle fik oprettet et miljøministerium. Det banede vej for et hav af embeder.

Politik

Frihed og lighed udgør demokratiets kerne. Sand demokrati er noget personligt. Det handler simpelthen om det enkelte menneskes selvbestemmelsesret. At stemme er kun et middel. At bestemme er målet, bestemme over sig selv og sit eget. Og kun det. For nogle mennesker er selvbestemmelsesretten ikke nok. De vil også bestemme over andre. Den slags mennesker skal holdes i kort snor. Frihed og lighed er to sider af samme sag. Lighed skal i første række forstås som lighed for loven. Men lighed betyder også lige chancer for alle, altså fri og lige adgang til erhverv og uddannelse.


Man må forholde sig særdeles kritisk til fænomenet politik. Historisk set har statsledelsen og lovgivningen altid været behersket af aristokratiet. Dominansklassen former lovene og udøver regeringsmagten til egen fordel.


Man må være kritisk overfor politik som middel til harmoni og velstand. Politik er ikke løsningen på et problem. Politik udgør selve problemet. Statslige handlingsplaner baner vejen for autoritære tilstande. Politik er magt og magt skaber konflikter. Ufred i verden udspringer som oftest af politik og religion.


Det politiske væsen skal holdes i ave. Politikerne skal ned af befolkningens skuldre. Politisk aktivisme er uforenelig med selvbestemmelsesretten. Politik fortrænger friheden. Lovmageriet indsnævrer den private verden. Folkets styre forvandles til styring af folket. Politik, stat og beskatning hænger sammen. Meget politik fører til meget bureaukrati. Love og bestemmelser skal selvsagt forberedes, formuleres, udføres, administreres og kontrolleres. Statsapparatet vokser i takt med politikmageriet og skatterne stiger.


Det er nødvendigt at afpolitisere samfundet og minimere den offentlige sektor. Og af samme grund bør den politiske globalisering bekæmpes.

Politik frie zoner.

Friheden er knyttet til den private verden. Fravær af frihed skyldes fravær af private zoner. Det er nødvendigt at værne om civilsamfundet. Værne om individet, familien, hjemmet og lokalsamfundet. Selveje er godt. Et land kan ikke få for mange selvejere. Lad os forsvare familiebrugene og familievirksomhederne med næb og klør. Ejerskab gør mennesker selvstændige , stolte og ansvarlige. Ejerglæde og arbejdsglæde hører sammen. Selvejet giver tillige de bedste opvækstvilkår for børn. Man skal yde før man kan nyde. Den indstilling læres uden ord.


Økonomisk frihed er forudsætningen for åndelig frihed. Den private ejendomsret bør igen opnå status af ukrænkelighed. Hjem og ejendom skal gøres til politik fri zone. Ejendomsretten danner bolværk mod indre autoritær udvikling. Markedet udgør frihedens kilde. At producere og handle frit bør regnes som en menneskeret. Markedskræfterne er ikke andet end summen af frie borgeres frie valg. I millioner af menneskers personlige stemmeafgivning på varer og tjenesteydelser udtrykkes demokratiets ide. I den frie torvehandel triumferer selvbestemmelsesretten. På torvet er forbrugeren den konge som producenten og handelsmanden bejler til.


Frihandel og fri konkurrence er vigtigt. Den fredelige kappestrid mellem producenter og handlende om kundernes gunst øger kreativiteten i næringslivet. Velstanden i samfundet vokser. Samtidig tilvejebringer den fri konkurrence en fornuftspræget orden. Det private købmandskab befordrer en fredelig verden. Mennesker og folkeslag føres sammen og lærer at respektere hinanden. Derfor er økonomisk globalisering godt.

Statens opgave.

Politik og stat må aldrig blive en trussel mod friheden. Statsapparatets vækstkræfter må med andre ord holdes nede. Det er imidlertid statens opgave at forsvare landets territorium. Grænserne skal vogtes. Nationalstaten udgør et bolværk mod udefra kommende autoritære kræfter.


Hverken fremmede styrker eller fremmed lovgivning må uhindret passere grænsepælene. Staten har også indre beskyttelsesopgaver. Retsordenen er en offentlig sag. Lov, politi, og domstole skal sikre privatejendommen og næringsfriheden. Men staten skal hverken udvikle eller forny samfundet.  Fornyelsesretten tilhører det enkelte menneske. Summen af frie menneskers frie valg bestemmer fremtiden