Max20 er visionen om at staten
maksimalt må gribe ind i 20% af livets forhold.

Er det fuldstændigt urealistisk at forestille sig at en dansker selv bestemte over 80 procent af sin tilværelse og indtægt, og tillod staten at bestemme over resten 20%?


I dag lægger den offentlige sektor beslag på næsten 50% af Danmark økonomiske ressourcer. Man kan med andre ord sige at staten griber ind i halvdelen af vores økonomiske liv!

Læs mere



Max20 Blog

Search:
 
RSS 2.0

Glistrup

Gennem flere personlige samtaler med Mogens Glistrup nogle år før hans død fik jeg et godt indtryk af hvordan han tænkte. Først og fremmest så var han nationalsindet og anså danskerne som sit folk. Dermed peger den politiske pil nærmest omgående på at han er konservativ, dette mærkelige parti der på den ene side kan udvise liberal adfærd, men det anden nærmest virke fascistisk.

Det første som Glistrup kom frem med var afskaffelse af skat og bureaukrati. Her er det liberalisten som vi møder. Men senere ser vi forslag om billetfinansiering af uddannelser og sundhed. Der er forslag om sociale sikringsvagter. Disse tanker er bestemt ikke liberalistiske, men de udgør stadigt et brud med den traditionelle lighedstænkning i velfærdsstaten.

Men hvad var det så der fik Glistrup til at formulere den politik som han formulerede? Her tror jeg netop at hans nationale indstilling gjorde udslaget. Han ville gøre noget som gavnede det danske folk kollektivt - han var rent faktisk utilitarist. Her må alle advarselslamper lyse op for enhver liberal person.

Problemet med utilitarisme er typisk at resultatet ikke bliver som forventet og i stedet tjener snævre politiske formål. Men i tilfældet Glistrup så tør jeg godt sætte mine spare penge på, at de få tiltag som han foreslog ville holde hjem. Det har til dels to grunde. For det første at Glistrup var utroligt intelligent. Men hvad der nok også var ret så væsentligt, var at han ikke tænkte som en politiker men på Danmark som et folk.

Begrebet en stærk mand var af og til oppe at vende i forbindelse med Glistrup, at der var nogle mennesker som var villige til at afskaffe demokratiet til fordel for at Glistrup blev sat til at styre landet, som var det en virksomhed kunne man sige. Det ville formodentligt også have fungeret udmærket – lige indtil hans død.

At gennemføre utilitaristiske forslag kræver at man holder tungen lige i munden og kun gør det rigtige. Det var formodentligt også det, der gjorde at Glistrup aldrig gik på kompromis. For hvis han afveg fra hans måde at gøre det på, så ville forudsætningen for at man via staten kan gøre godt, jo falde til jorden med et brag.

Glistrups kompromisløse stil er et af de punkter hvor man ofte har kritiseret ham. Men med hans utilitarisme i baghovedet, så kunne det næsten ikke have været anderledes. Han kunne etisk og moralsk ikke tillade sig andet overfor sit folk.

Men når det kommer til stykket så var Glistrups utilitarisme begrænset til forholdsvis få områder, og den politik som Glistrup definerede via Fremskridtspartiet har jeg kaldt for Fremskridtsliberalisme. Det der kendetegner Fremskridtsliberalismen er at det nærmest er Laizzes Faire, bortset fra uddannelse, sundhed og ældreforsorg.

Men er den politik så nu et dogme som vi bør efterleve i al fremtid. Nej det er det ikke, for ethvert utilitaristisk tiltag skal justeres hen ad vejen, og det kan det kun blive af en person med overblikket. Og den person er lige netop død. Allerede i dag i 2008 er forudsætningerne for kollektiv ældreforsorg ved at være smuldret.

Det vi kan lære af Glistrup står ikke i Fremskridtspartiets politiske programmer, Glistrups bøger eller andre steder. Bevares vi kan stadigt finde inspiration til at reformere Danmark i en positiv retning, men når det så er fuldendt, hvad så? Nej, der hvor vi skal finde lærdom er i Glistrups rationelle og i bund og grund upolitiske tilgang. Vi skal lære at se på om et politisk tiltag gavner hele folket eller om det blot gavner en politisk målgruppe. Vi kan også lære at et politisk kompromis nærmest er garanti for at de offentlige reguleringer ikke får de positive effekter som der håbes på, det var derfor Glistrup afholdt sig fra at indgå i kompromisser.

Men ikke mindst skal vi lære at det ikke er alt som der skal laves politik omkring. Glistrups tilgang var jo at lade Laizzes Faire råde for de fleste af livets forhold, og kun i meget få tilfælde regulere. Glistrup vil blive husket i lang tid efter Anders Fogh, men desværre vil det nok blive for marcipan brød, vi overgiver os telefonsvarer og en skatteprocent på nul. Tre ting som jeg nævner fordi de konsekvent fremstilles forkert i historien.

Men jeg er glad for at jeg kom til at kende ham og aflure hans måde at tænke på. At kopiere andres ideer kan man komme et stykke vej med, men det er blivende vare at kunne tænke selv.

Post by Kjeld Flarup on 04-07-2008 kl. 00:03

Comments

Post A Comment

Beklager, du har ikke rettigheder til at skrive/besvare indlæg i dette forum.