Udbytning hæmmer arbejdsudbuddet

Marx definerede udbytning ved at en ikke-arbejdende klasse i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlerne eller til arbejdskraften kan tilegne sig en del af det der skabes af den arbejdende klasse. Nu kunne det så være spændende at se hvordan Marx ville se på en situation hvor en ikke arbejdede klasse i kraft af deres politiske magt tilegner sig 2/3 af det der skabes af den arbejdende klasse. Der er altså ikke ret meget forskel på de to situationer, bortset fra at statens udbytning kan man ikke strejke imod.

Der er så sandelig ikke meget ved at være lønmodtager når man først skal afgive en stor del af produktet af ens arbejde til en arbejdsgiver, for derefter igen at skulle afgive en stor del af produktet til staten. Derfor taler man med rette om at arbejdskraft udbuddet vil stige kraftigt hvis man fjernede topskatten, så folk fik mere til sig selv for at yde en ekstra indsats.

Men hvis man følger ovenstående sammenligning, så kunne samme effekt også opnås hvis udbytningen fra arbejdsgiverside blev mindre. Men den effekt er jo faktisk allerede kendt som mere i løn, og det danske løn niveau ligger faktisk ret højt. Problemet er blot, at som skatten er skruet sammen, så tager statens udbytning 2/3 af den reducerede arbejdsgiver udbytning. Noget andet er så, at der er en grænse for hvor høj en løn kan blive, idet der er en vis tryghed forbundet ved at være lønmodtager. Og den tryghed har en pris som afspejler sig i arbejdsgiver udbytningen. Tilmed er der en pris der skal betales i form af administration.

Derfor, hvis arbejdsgiver udbytningen skal reduceres mere så er der kun én vej frem, og det er at lønmodtagerne bliver selvstændige. Desværre har selvstændigheds og iværksætter kulturen i Danmark det dårligt. Men faktum er, at ingen bliver rig af at arbejde som lønslave, og det er der to grunde til. Den første er at der altid er en arbejdsgiver som skal have en del af kagen, og den anden er at man typisk arbejder for lidt. De fleste af os ville således kunne tjene langt mere hvis vi turde tage springet og arbejde for os selv.

Men velfærdsstaten har gjort os til tryghedsnarkomaner, og så er der også nogle skattekiler i vejen. Typisk ser man at selvstændige arbejder langt mere end ansatte, og her ligger måske en arbejdskrafts reserve gemt, som er endnu større end for sænkning af skatterne. Hvis vi havde viljen til at starte for os selv, så ville vi også arbejde mere og dermed skabe en langt større produktion end i dag. Men har man en lang arbejdsuge, så er der ting som man forsømmer på hjemmefronten. Her er det så at skattekilerne kommer i vejen, for som det er i dag, så kan det bedre betale sig at lave noget klamphuggeri til gør det selv arbejde, end at arbejde ekstra og købe sig til de forskellige ydelser som man mangler. Derfor er det først når man har et firma som går rigtigt godt man kan tillade sig den slags, indtil da så må man forsømme en masse på hjemmefronten.

Så jo, der er en enorm arbejdskraft reserve som over en årrække kan frigives. Men pilen peger igen og igen hen mod statten som synderen. Skatten skal ned for at vi kan få gang i skabelsen af yderligere rigdom.