Betal selv

Ganske vist er efterspørgslen af gratis ydelser uendelig. Men alligevel så ligger der et grundlæggende kvalitetsproblem bag den utilfredshed som afspejles i Catinet Researchs undersøgelse af den offentlige service, foretaget for CEPOS. Problemet er at den offentlige sektor har alvorlige finansierings problemer og har rent faktisk haft det i 25 år, lige siden at Schlüter regeringen startede på at redde Danmark væk fra afgrunden.

Selvom der postes den ene milliard ekstra efter den anden, ind den offentlige service, så er dagsordenen altid den samme når kommuner og regioner skal lægge budgetter - nemlig besparelser og rationaliseringer. Derfor har den offentlige sektor ikke økonomisk råderum til at udvikle sig og derfor bliver kvaliteten derefter. Og der er sådan set ikke meget man kan gøre ved det, for det er hele velfærdsstaten der har et finansieringsproblem.

Når der alvorligt diskuteres om hvorvidt en afskaffelse af topskatten er selvfinansierende, så er det et udtryk for at man ikke bare kan sætte skatten op og forvente at der kommer mere i kassen. Danmark har så at sige ramt hovedet mod loftet på Lafferkurven. Derfor er det simpelthen umuligt at opkræve nok penge i skat til at efterkomme efterspørgslen på velfærd.

Og det er heller ikke nogen løsning at prøve at dæmpe borgernes forventninger til den offentlige service. Danskerne er ikke dumme og de kan godt se at de betaler verdens højeste skat, og det skal de have noget igen for. Hvis ikke politikerne bliver ved med at komme med løfter om forbedringer, så vil utilfredsheden med skatten skabe et nyt jordskredsvalg. Altså, enten skal man fortsætte som man altid har gjort og charmere vælgeren, eller også skal man sætte skatten ned.

Det skader leverandørerne af den offentlige service at pengene skal omkring skattevæsenet. Dette levner nemlig ikke plads til rigtige udvidelser. Hvis nogle forældre vil en bedre børnehave, så kan de ikke bare aflevere flere penge til skatteministeren og bagefter gå til deres lokale børnehave og kræve ydelsen leveret. Sådan en sammenhæng eksisterer simpelthen ikke. Skal det nytte noget, så er forældrene nødt til selv at aflevere de ekstra penge direkte i børnehaven. Og selv dette er ikke sikkert, for kommunen kan jo så skære ned i bevillingerne til børnehaven nu den jo har lidt ekstra at gøre godt med.

Først når børnehaven er 100% direkte forældrefinansieret er der håb om at produktet kan begynde at udvikle sig. Hvis forældrene betaler selv, så har politikerne ikke noget som helst at skulle have sagt angående nedskæringer og rationaliseringer. Så er vi nemlig derhenne hvor forældrene kan betale ekstra og vide at pengene går til det som de betaler for. Og så har vi også brudt den barriere som skatten er for at sikre finansieringen.

Langt de fleste danskere har rent faktisk råd til at betale for deres egne serviceydelser. De fleste afleverer penge i skat, blot for at få dem tilbage igen i form af serviceydelser. Hvis skatten sænkes tilsvarende, så vil det altså gå lige op. Tilbage vil der så være en lille gruppe, på måske 10% der ikke kan klare sig selv. Det er så disse 10% som staten bør tage sig af, ikke de 90%. Dette afslører så også et andet problem ved velfærdstaten. For overhovedet at kunne slippe afsted med at opkræve verdens højeste skattetryk, så er velfærdsstatens 1. prioritet at stille de velfungerende tilfreds. De svage presses simpelthen i baggrunden. Et betal selv princip vil således også være til gavn for de svageste.

Og forresten, angående gratis ydelser og kvalitet. Man siger jo at man plejer at få det man betaler for!