Velfærdsreformer – frivilligt eller af nød

Den velfærdsstat som vi kender i dag har vi ikke om 20 år. Det som så er spørgsmålet, er hvordan ændringen af velfærdsstaten kommer i stand. Groft sagt er der to muligheder. Enten så laver vi en kontrolleret reform hvor vi skærer ind til benet og gør systemet sundt. Eller også lader vi bare stå til og det hele falder sammen som et korthus med en statsbankerot.

Skulle jeg spille på udfaldet, så ville jeg sætte mine penge på statsbankerotten, også selvom jeg ved at dette kommer til at gøre enormt ondt på rigtigt mange mennesker. Den primære årsag til at jeg tror på statsbankerotten er at meningsmålinger viser at danskerne er parate til at sætte skatten op for at bevare velfærdsstaten.

Det er egentligt tankevækkende at tænke på, at der gik ikke mere end 12 år fra DDR staten blev oprettet, til man fandt det nødvendigt at lave landet om til et regulært fængsel. Ikke at jeg tror at Villy og Helle vil forfølge den del af socialismen, de er trods alt demokrater. Men efter blot 12 års socialisme var flugten fra DDR så stor at den truede statens eksistens. Eftersom det ikke er realistisk at bygge en mur rundt om Danmark for at holde de få tilbageværende produktive mennesker tilbage, så vil en rød regerings højere skatter sætte yderligere fart i flugten af højtuddannede og ressourcestærke personer fra Danmark. På et tidspunkt vil balancen vippe og det er ikke længere muligt at få budgetterne til at hænge sammen.

D.v.s. kommunal reformen er ikke længere nok. Nedlæggelserne af vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem er ikke nok. Nedskæringerne i normeringerne er ikke længere nok. Besparelserne i dagpengene er ikke længere nok. Nedlæggelserne af sygehuse er ikke længere nok. Besparelserne på vejene er ikke længere nok. Kort sagt, velfærdsstaten vil være slidt ned til sokkeholderne, og der mangler stadigt penge i kassen. Dette kaldes også for et kollaps.

Hvad er det så jeg glemmer, nåh jo man kan jo bare sætte skatten op, så er der penge til det hele uden at vi behøver at ødelægge noget. Velfærd er dyrt, så der skal penge i statskassen. Og for at der kan komme penge i kassen skal der produceres og tjenes penge. Al den snak om skoler, børnepasning, lighed, social nød og svage der skal hjælpes kan i bund og grund være lige meget, hvis ikke der tjenes penge til at gøre godt med. Og her er det at Danmark halter på grund at netop skatten.

Hvis man vil begrænse rygning så lægger man skat på tobak. Hvis man vil begrænse drikkeri, så lægger man skat på alkohol. Hvis man vil begrænse CO2 udledning, så lægger man skat på CO2. Hvis man vil begrænse bilkørsel, så lægger man skat på biler og benzin. Det burde være til at forstå, hvis man lægger skat på noget, så begrænser man det.

Hvorfor lægger man så skat på arbejde?

Der er jo en grundlæggende konflikt mellem velfærdsstaten og dens finansiering. Velfærdsstaten kræver skatter, men skatter sænker produktiviteten. Derfor skal der egentligt ikke ret meget matematik til for at tegne to kurver. En stigende kurve der viser den stadigt voksende velfærdsstat og dermed højere skatter, og en faldende kurve der viser den faldende produktivitet og beskæftigelse. Der hvor de to kurver rammer hinanden, ligger beviset for at størrelsen af velfærdsstaten har en øvre græne.

Så hvorfor reformerer politikerne så ikke velfærdsstaten før det er for sent. Måske fordi det er mig der er forkert på den – skat er bare noget som man kan skrue op og op for. Det er så herligt at benægte hvad der er uundgåelig viden for enhver der interesser sig blot en smule for økonomi, for så kan man fortsætte med Sugar Daddy velfærdsstaten. Og skulle det knibe med arbejdspladserne så ansætter staten blot nogle flere. Og forleden var en københavnsk fagforeningsmand ude med det glædelige budskab at højere dagpenge satser ville give en højere produktivitet. Sådan!

Det er utroligt de uansvarlige påfund man skal høre for at bevare en illusion om en gigantisk velfærdsstat. Det er lige før at jeg vil anbefale at stemme på Villy næste gang, for det vil fremtvinge velfærdsreformer af nød når han og Helle køre Danmark ud over afgrunden med speederen i bund. Da Anker i slutningen af 70'erne havde bragt Danmark på randen af afgrunden, var verden mere lukket, så Schlüter kunne komme og redde situationen. I dagens globaliserede verden går alting meget stærkere, specielt tabet af arbejdspladser til udlandet. Men det er ikke noget problem, hvis man er villig til at reformere sig.

Men kan vi ikke blive enige om, at hvis vi sætter skatten på arbejde op til 100%, så vil produktiviteten falde til det som ligner et rundt nul, for der er ingen som gider arbejde hvis de ikke får noget ud af det. Kun en hjernevasket kommunist vil benægte dette. Når vi så har slået fast at skatten ikke bare kan stige i det uendelige, så kan vi begynde at diskutere hvad et sundt skatteniveau er. Og ikke mindst om det skattetryk som vi har idag, ikke reelt er den største trussel mod velfærdsstaten. En større trussel end en såkaldt borgerlig regering, der har ladet beskæftigelsen i det offentlige stige.